Da jeg hentede mine unger i går, stak den lille i retning af legepladsen i stedet for at følge med til lågen. Han grinede, mens han løb, for han vidste, at han lavede ballade. (bare dét at jeg kalder det ballade, er tankevækkende). Alfa skyndte sig efter ham, mens hun bankede på vinduet ind til stuen, for at hun kunne vise sine venner, hvor fræk hendes lillebror var, og se hvor sjovt de havde det.
Alt imens stod jeg stille ved lågen, og ventede, mens jeg med jævne mellemrum kaldte:
“Ok unger, så går vi.”
“Ved I hvad, jeg er træt, og jeg vil rigtig gerne hjem nu”
“Koooommm nuuuu!!”
Til sidst gik jeg over, samlede Aske op og bar ham hen til bilen og slæbte Alfa efter mig i et lidt halvirriteret humør. Vi skulle jo hjem og hygge os.

Da vi kom hjem, var der halvanden time, til vi skulle i gang med aftensmaden. Lejligheden var tilfældigvis rengjort, tøjet var lagt sammen, og der var ikke mere, jeg skulle ordne. Jeg ville jo gerne hjem, så vi kunne lege, og nu kunne jeg ikke finde på noget, samtidig med at jeg ikke gad støjniveauet indenfor (og faktisk gad jeg slet ikke lege).
Og så tænkte jeg: Hvorfor havde jeg mon så travlt med at komme hjem? Hvorfor legede jeg ikke med mine børn i sneen på institutionens vildt fede legeplads? Eller i det mindste lod dem lege, for hvorfor nød jeg ikke, at mine børn rent faktisk legede sammen? Hvorfor stoppede jeg ikke lige op og var til stede lige dér på deres præmisser, og dér hvor de havde deres fokus?

Jeg er nok ikke den eneste, der har det sådan, at når jeg har sat mig for, at jeg vil et bestemt sted hen, så kan det ikke gå hurtigt nok.

Lad os skynde os hjem fra institutionen, så vi kan være hjemme – for at hvad?

Når jeg går ud og køber ind, og bevidst vælger at gå forbi legepladsen, er det med et: “Ok, 5 minutter til at lege i, så skal vi også videre”.

Hvis jeg misser den metro der går om 1/2 minut, føler jeg total ærgrelse, selvom den næste kommer om tre minutter. Tænk lige over det: tre(!) minutter.

Bilister stopper sjældent for andre, der skal ud fra en sidevej, fordi så kan de komme hurtigere frem – for at hvad? Tit er der rødt lys oppe foran.

Da vores familie kørte til Esbjerg i julen, holdt jeg øje med vores GPS, og opdagede at ved at køre lidt over hastighedsgrænsen hele vejen, indhentede vi 7 minutter. Det er en næsten tre timers køretur. Vi skar simpelthen hele 7 minutter af vores tretimers køretur.

Lad os leve lidt i nuet, folkens!