Ved du f.eks., at hun holder fri i weekenden?

Da Aske tabte sin fjerde tand forleden, vågnede han skuffet og forvirret søndag morgen, fordi tanden lå under puden endnu.

Der gik det op for os, at tandfeen åbenbart holder weekendfri.

Så kom mandag morgen, og han vågnede kl. 6.30. Minsandten om ikke den lille tand lå der endnu. Det var så der, at vi fandt ud af, at hun først får fri kl. 07.00. Vi var altså for tidligt på den.

Efter jeg havde fundet en femmer frem, lagde jeg mig ind og puttede med Aske, mens min hånd langsomt gled ind under puden og fandt tanden. Stille og roligt, mens vi pjattede og hyggede, byttede jeg tand for penge.

Da min hånd var på vej ud igen, sagde Aske: ”Aaajjj, jeg vil så gerne have tanden…”. Nå, for Søren, så måtte hånden hurtigt ind og bytte igen, men så grinede han og fulgte op med” nej, hvor jeg vrøvler, jeg mener, jeg vil så gerne have penge!.. Woop, byt igen..

Der gik nogle minutter, før Aske opdagede at tandfeen havde været der, mens vi havde ligget der, og det var helt skørt, at vi ikke havde opdaget hende. Så talte vi lidt om, hvordan hun mon ser ud, og hvor stor hun er.

Ved Alfa på 11, at tandfeen ikke eksisterer? Hmm, ja mon ikke? Men hun lægger trofast tænderne under puden, og rammer heldigvis ind i de rigtige arbejdstider.

 

Noget med at holde fast i historien….